Gå til indhold

PLO kritisk over for tilskudsændring

Nyhed PLO

PLO’s formand Jørgen Skadborg er kritisk over for den tilskudsændring til diabetesmedicin, Lægemiddelstyrelsen i dag har offentliggjort. Han glæder sig dog over, at ca. 52.000 patienter kan fortsætte med deres nuværende medicin uden ændringer.

Billede af PLO's formand i jakkesæt, som smiler

- Jeg er ærgerlig over, at op imod 49.000 mennesker med type 2-diabetes, som ikke har prøvet de såkaldte SGLT-2-hæmmere, nu som udgangspunkt skal over på et andet produkt. Det skaber utryghed for patienterne, der for manges vedkommende har oplevet god effekt af behandlingen med Ozempic, og giver en ekstra arbejdsbelastning hos de praktiserende læger, som allerede har alt for meget at se til. 

- Det er desværre ikke klart, hvad der skal til for, at en ansøgning om enkelttilskud vil blive imødekommet. Vi har derfor et behov for at få en dialog med Lægemiddelstyrelsen om, i hvilke særlige tilfælde egen læge skal kunne søge om enkelttilskud for denne gruppe patienter, så vi kan få et mere præcist billede af, hvornår det giver mening, og hvor stort omfang opgaven har.

- Det er positivt, at Lægemiddelstyrelsen på flere punkter har imødekommet PLO’s kritik af oplægget til nye tilskudsregler for de såkaldte GLP-1-analoger, som Ozempic, Rybelsus og Trulicity, der anvendes til patienter med diabetes. Der er ca. 52.000 patienter med type 2-diabetes, der allerede har prøvet billigere medicin (de såkaldte SGLT-2-hæmmere), som nu uden ændringer i tilskuddet kan fortsætte med den medicin, som deres læge har anbefalet dem. Det vil jeg gerne kvittere for. Det skaber tryghed, og det gør, at vi i et presset sundhedsvæsen undgår at skulle bruge en masse tid og kræfter på at vurdere disse patienter forfra, slutter Jørgen Skadborg.

Relaterede Nyheder